Qaqortoq Turistforening til salg
Bestyrelsen for Qaqortoq Turistforening søger i disse dage efter potentielle købere af Qaqortoq Turistforening.
Bestyrelsen understreger, at der ved valg af køber vil vægtes tilbudsgivers planer og visioner for turismen i Sydgrønland, ved siden af budet. Qaqortoq Turistforening håber således på at finde en køber, der vil bidrage til at udvikle turismen i positiv retning med respekt for lokalbefolkningen og byen.
Efter salget af de kommercielle aktiviteter vil Qaqortoq Turistforening fremover arbejde for, at få skabt helt nye tilbud i byen. Oplevelser med et kulturelt islæt til glæde for både byens borgere og gæster. Det kan eksempelvis være lokale events med fokus på det sydgrønlandske køkken, kombinerede musik- og naturoplevelser eller kunstoplevelser i børnehøjde.
Qaqortoq Turistforening blev etableret i 1973, på initiativ fra byens borgere. Gennem mange år har ildsjæle arbejdet ihærdigt på, at skabe en velfungerende turistinformation og få sat Qaqortoq på verdenskortet indenfor turistbranchen. I de sidste år er dette lykkedes over al forventning og de aktiviteter og opgaver, som foreningen har stået for, er efterhånden blevet økonomisk selvbærende og er nu så omfattende og efterspurgte, at foreningen har besluttet, at lade private overtage.
Interesserede kan fremsende deres tilbud til Qaqortoq Turistforening frem til den 31. december 2007. Turistforeningens bestyrelse vil hurtigst muligt herefter vælge en køber blandt de indkomne tilbud.
Kontaktoplysninger: Qaqortoq Turistforening, bestyrelsesforkvinde Anne Merrild, Postboks 128, 3920 Qaqortoq, anme@qaqortoq.gl, telefon 492646.
|