|
P R E S S E M E D D E L E L S E
Formand for GrønlandsBANKEN’s Erhvervsfond, Kristian Lennert overrakte i dag – onsdag den 28. januar 2009 - fondens iværksætterpris til henholdsvis direktør Ole Christiansen, Nuna Minerals A/S og direktør Ejvind Elsner, Atlantic Music A/S. I forbindelse med overrækkelsen motiverede Kristian Lennert priserne med følgende kommentarer:
”På vegne af bestyrelsen for GrønlandsBANKEN’s Erhvervsfond’s er det mig en stor glæde, at kunne uddele årets iværksætterpris på kr. 50.000.
Vi har i GrønlandsBANKENs Erhvervsfond i år valgt at dele prisen, sådan at to personer i dag kan modtage hver 25.000 kroner. I fonden har vi haft flere kvalificerede kandidater til prisen og det viser at der gennem årene har været ihærdige og engagerede iværksættere i Grønland. De to modtagere i år er netop eksempler på, hvor langt man kan nå når man som iværksætter kombinerer tekniske og faglige kompetencer, arbejder hårdt for sagen og udviser et vedvarende engagement for sin sag og sit projekt.
Vi har udvalgt 2 iværksættertyper, der på hver deres måde har udnyttet en særlig kompetence. Den ene iværksætter har arbejdet med råstoffer, mens den anden iværksætterpris går til en iværksætter indenfor musikbranchen.
|
|
Martin Kviesgaard, Ole Christiansen, Ejvind Elsner og Kristian Lennert. Foto: GTE
|
Ole Christiansen er geolog og var initiativtager til etableringen af Nuna Minerals A/S. Nuna Minerals der i dag arbejder med både guld og platinforekomster her ved Nuuk og flere andre projekter. Det er lykkedes jer at rejse kapital og interesse i udlandet og selskabet er i dag noteret på Nasdaq Copenhagen. Men Ole, du har også en stor andel i etableringen af både Grønlands første guldmine Nalunaq og i Olivinminen og så stod du også bag etableringen af analyselaboratoriet her i Nuuk.
Jeg tror faktisk at vi kan sige, at uden dit engagement ville ingen af disse projekter være blevet til noget. I dag lægger du primært din indsats i Nuna Minerals og alle os der har oplevet Ole fortælle om råstofferne ved hvor stort engagement Ole har for sin sag. Du har i hvert fald overbevist mig om at jeg skal være geolog i mit næste liv. Du får prisen for dit banebrydende og for landet vigtige iværksætteri, nemlig dit arbejde for udviklingen af grøn-landske råstofprojekter.
Den anden halvdel af iværksætterprisen går til Ejvind Elsner, der er ejer af Atlantic Music ApS. Ejvind du har gennem flere årtier, først i Nanortalik og siden i Nuuk og København udviklet din forretning og vist, at med engagement og en helt særlig tæft for at finde musiktalenter har du kunnet skabe en blomstrende forretning. Men ikke mindst har du banet vejen for grønlandske kunstnere både her i Grønland, men også internationalt. Du har virkelig fortjent prisen i år og vist at iværksætteri også kan udspringe fra en mindre by, bare ideen er god nok og engagement stort.
Vi vil fra GrønlandsBANKEN’s Erhvervsfonds side ønske begge modtagere tillykke.
Nuuk, den 28. januar 2009
GrønlandsBANKENs Erhvervsfond
|