|
Nuuk, den 7.12. 2007
GTE hilser Videnshus i Ilulissat velkommen
Ideen om et Videnshus i Ilulissat, som blev fremlagt af formanden for Ilulissat Erhvervsråd på KNR i går, hilses varmt velkommen af Grønlands Turist- og Erhvervsråd (GTE).
Administrerende direktør for GTE, Thomas Rosenkrands, ønsker Nordgrønland tillykke med Videnshuset, og ser frem til et tæt samarbejde.
- Vi glæder os til et frugtbart samarbejde og vi forventer at skulle sparre tæt med Videnshuset i Ilulissat om den regionale erhvervsudvikling i Nordgrønland. I takt med at regionaliseringen træder i kraft, vil GTE i højere grad kunne fokusere kræfterne på national erhvervsudvikling, internationale programsamarbejder, eksportfremme mv., siger Thomas Rosenkrands.
- Vi er helt på bølgelængde med Ilulissat Erhvervsråds formand, Ole Dorph, vedrørende tankerne om ikke at ville tages med bukserne nede, når mineral- og olieeventyret i Nordgrønland starter. I den forbindelse vil et regionalt forankret Videnshus være et stort plus, siger Thomas Rosenkrands.
- Vi er sikre på at det nye Videnshus hurtigt vil opleve de samme positive synergieffekter regionalt som vi i GTE har oplevet nationalt i forbindelse med at erhvervsudviklingsopgaven blev lagt sammen med turismeudvikling. Derfor er vi også sikre på, at vi med regionale videnshuse som dette sammen kan få endnu mere ud af de samme ressourcer regionalt såvel som nationalt.
- Vores fire udviklingskonsulenter vil naturligvis være en meget aktiv part i den regionale udvikling, samtidig med at deres hovedfokus vil være den nationale turisme- og erhvervsudvikling. Derfor vil disse fire også fremover rejse ud med GTE’s hovedkontor som base.
- Vi vil fortsat arbejde på at overføre vores kompetencer regionalt, som det sker i dag, når vi fx kompetenceudvikler kommunalt ansatte erhvervsrådgivere til at yde den samme rådgivning til iværksættere, som vi yder i dag, siger Thomas Rosenkrands og tilføjer:
- Ligeledes vil det kommende Videnshus kunne trække på de erfaringer, som GTE i de sidste tre år har fået oparbejdet i forbindelse iværksætterrådgivning. Derfor er vi naturligt nok interesseret i at samarbejde med de kommende medarbejdere i Videnshuset, for kun i fællesskab kan vi sikre den nødvendige erhvervsudvikling gennem vidensopbygning, understreger Thomas Rosenkrands.
For yderligere oplysninger:
Grønlands Turist- og Erhvervsråds adm. direktør, Thomas Rosenkrands, telefon 342832, mobil 551577, thomas inussuk.gl
|