|
I forbindelse med kompetencekurset for 11 erhvervschefer fra Nord-, Midt- og Sydgrønland, som Grønlands Turist- og Erhvervsråd afholdte i ugen der gik, mener de fleste erhvervschefer udenfor de såkaldte vækstbyer, at der er afsat alt for få ressourcer til at varetage erhvervsudviklingsområdet.
- Vi bruger stort set al vores tid på at skrive jagttegnsansøgninger. Erhvervsområdet generelt og erhvervsudvikling i særdeleshed er overset i forbindelse med de kommende storkommuner, sagde erhvervscheferne fra byerne udenfor de såkaldte vækstbyer, ved kompetencekursets afslutning.
Denne situation vil de nævnte erhvervschefer ikke stille sig tilfredse med, da de enkelte storkommuner selv skal forestå en stor del af den regionale erhvervsudvikling i fremtiden. Derfor har de nævnte erhvervschefer nu, i samarbejde med erhvervscheferne fra vækstbyerne, taget initiativ til at sætte en række regionale erhvervsudviklingstiltag i gang, hvor de enkelte erhvervschefer på tværs af kommunegrænser selv får ansvaret for at gennemføre disse tiltag.
Med dette initiativ giver erhvervscheferne fra byerne udenfor vækstbyerne samtidigt et vink med en vognstang til deres hjemkommuner om, at kommunerne aktivt skal deltage i omstruktureringen på erhvervsudviklingsområdet. Dette skal bl.a. ske under de koordinerende planlægninger, der er i gang i forbindelse med kommunesammenlægningen, således at der fremover kommer mere fokus på erhvervsområdet.
De enkelte erhvervschefer underskriver i fællesskab et dokument, som de hver især afleverer til deres respektive kommuner, herunder kommunalbestyrelse og kommunaldirektør. Intentionen er, at de aftalte projekter bliver videreført i de kommende storkommuner, hvorved man sikrer rammerne for god erhvervsudvikling i Grønland.
|