Årets iværksætttere valgt
P R E S S E M E D D E L E L S E
Formand for GrønlandsBANKEN's Erhvervsfond, Kristian Lennert overrakte i dag fondens 2 iværksætterpriser til henholdsvis Nanu Travel ApS ved Martin Munch og Rodebay Fish ved Lars Fleischer.
Iværksætterprisen udgør kr. 50.000 til hver modtager.
I forbindelse med overrækkelsen motiverede Kristian Lennert priserne med følgende kommentarer:
"På vegne af bestyrelsen for GrønlandsBANKEN's Erhvervsfond er det mig en stor glæde, at kunne uddele årets 2 iværksætterpriser på hver 50.000,- kr.
Der har været flere kvalificerede kandidater til prisen, men vi har udvalgt 2 iværksættertyper, der på hver deres måde har udnyttet en særlig kompetence og udvist det mod, der skal til at starte nye forretninger op. Den ene iværksætter har arbejdet med fiskeforædling, mens den anden ivæksætterpris går til en iværksætter indenfor turismen.
Begge prismodtagere er desværre ikke til stede her i dag, men jeg vil alligevel hermed formelt overrække den første Iværksætterpris til Nanu Travel ApS ved Martin Munch.
Nanu Travel ApS driver turistvirksomhed så langt væk som i Ittoqqortoormiit. Selskabet ejer i dag 6 hundeslæder, 6 kajakker, base-camp, P-båd og sælskindstøj til turister. Derudover driver de indkvarteringsejendomme, der anvendes som vandrerhjem i Ittoqqortoormiit og en hytte i Kap Hope.
Nanu Travel har med engagement vist, at det også med en afsides beliggenhed kan lade sig gøre, med et unikt produkt, at "iværksætte" og skabe en virksomhed med væsentlig betydning i lokalsamfundet.
Den anden iværksætterpris går til Rodebay Fish ApS der er ejet af en række lokale fiskere og under daglig ledelse af direktør Lars Fleischer. Som navnet siger drives virksomheden i Rodebay i Disko-bugten. Selskabet har med produkt-knowhow og evnen til at finde afsætningskanaler udviklet sin forretning med indhandling af hellefisk, vintertørring og videresalg som reklinger.
Iværksætteriet er nu ikke begrænset til Rodebay, men selskabet har etableret anlæg i Ili-manaq. Et godt initiativ og nødvendigt for at sikre gode råvarer....for reklingerne sælger næsten sig selv...
Vi vil fra GrønlandsBANKEN's Erhvervsfonds side ønske begge modtagere alt held og lykke fremover."
|